Microsoft har udsendt en såkaldt Public Preview af den seneste inkarnation af browseren Internet Explorer, version 6.0. Den tilgængelige version er ikke en færdig version, og der må forventes en del problemer, hvis man vælger at installere den.
Internet Explorer 6.0 er en vigtig del af Microsofts kommende Windows XP styresystem. Blandt nyhederne i den nye version kan blandt andet nævnes:
- Personlig menulinie: Skaber en ekstra menubar i browserens venstre side. Menuen kan indeholde personlige genveje til websites og programdele.
- Image toolbar: Gør det muligt at gemme, sende og printe billeder, som du finder på Nettet. Ved at holde markøren over et billede, kommer Image Toolbar automatisk frem.
- Media Bar: Med denne menu bliver medieafspilleren indbygget i browseren. Det skulle gøre det nemmere at afspille multimediefiler af enhver art.
- Web Privacy: Explorer 6.0 understøtter den såkaldte Platform for Privacy Preferences (P3P), en standard der skal hjælpe brugeren med at kontrollere hvilke oplysninger der gemmes om den på de enkelte hjemmesider.
Explorer 6.0 Public Preview kræver (selvfølgelig) at man har en Windows maskine (98, ME, NT eller 2000). Derforuden kræver programmet minumum 32Mb RAM.
Browseren kan hentes fra Microsofts hjemmeside.