EverQuest er det mest populære onlinespil med flere end 400.000 deltagere, som hver måned betaler 12,95 dollar for at deltage i det gigantiske spilunivers. Sony har netop annonceret, at spillet kommer i en version til PlayStation 2 (PS2) spillekonsollen næste forår.
I dag kan PS2-ejere ikke spille mod hinanden online, men til august lancerer Sony en netværksadapter til konsollen, som indeholder en Ethernet-port til bredbåndsforbindelser og et analogt modem.
Sony fortæller at adskillige spilfirmaer planlægger at tilføje online-understøttelse til deres PS2-spil, men firmaets eget flagskib EverQuest skal fungere som trækplaster for den nye online-spiltjeneste - der opbygges i skarp konkurrence med Microsoft, som har lignende planer for sin Xbox.
Konsoludgaven af EverQuest får et helt nyt design, som er optimeret til PS2. En af de helt centrale komponenter i spillet - nemlig muligheden for at chatte med andre spillere - kan blive vanskelig at genskabe på konsollen uden tastatur, men Sony fortæller at det bl.a. bliver muligt at vælge mellem foruddefinerede sætninger.
(Kilde: CNET)