For en måned siden uddelte Tietoenator i Danmark fyresedler til et sted mellem fem og ti medarbejdere. Det oplyser koncernens danske direktør, Erik Hechmann.
Men afskedigelserne har ikke noget at gøre med det rationaliseringsprogram, som koncernen i øjeblikket er omfattet af, bedyrer den danske direktør, som kom til TietoEnator i starten af december 2007.
»Vi har haft et område, hvor vi har mistet en kunde i sidste måned og har måttet justere i bemandingen på netop det område, men derudover har vi ingen aktuelle planer som led i koncernens rationaliseringsplaner,« siger Erik Hechmann.
I Finland har Tietoenator netop valgt at skille sig af med 190 medarbejdere, hvilket er under halvdelen end det først varslede antal på 400.
Konsulentgiganten varsler også nedskæringer i Sverige, men her er det endnu uklart, hvor mange der skal fyres. Erik Hechmann fastholder dog overfor ComON søstermagasin CRN, at Tietoenator ikke har planer om at skære aktiviteterne ned på det danske marked.
»Mine overordnede har ladt mig fortælle, at det ikke sker i Danmark, da vi er blevet udnævnt til at være et vækstområde. Men derfor kan der selvfølgelig godt ske justeringer,« siger Erik Hechmann.