Udadtil ser Outwaves officielle hjemmeside til at køre normalt. Men i virkeligheden er online-shoppen ude af drift, men den oplysning fremgår ikke på selskabets hjemmeside.
Formelt drives Outwave.dk af søsterselskabet Outwave Net, som nu også er på randen af konkurs. Det erkender selskabets administrerende direktør, Thomas Rosenbjerg overfor ComONs søsteravis CRN:
»Hvis der ikke kommer en løsning, så må det være det. Men vi prøver at forhandle med nogen om at overtage Outwave Net,« forklarer Thomas Rosenbjerg, der i øvrigt ikke ønsker at beskrive sine it-firmas finansielle tilstand.
På sitet, der heller ikke har været opdateret i gennem længere tid, annoncerer Outwave blandt andet med et forældet tilbud om oplevelsespakke, der skal bestilles inden udgangen af marts 2008. Thomas Rosenbjerg erkender at Outwaves hjemmeside er et spøgelses-site, men anser det ikke som et videre problem, da kundernes bestillinger ikke bliver ført ud i livet.
»Spøgelseside, ja indtil videre, men hvad skulle der ske, der sker jo alligevel ikke noget på den anden side.«