To procent af de tyske vælgere har stemt på piratpartiet under gårsdagens valg til det tyske parlament, forbundsdagen. Dermed er partiet faldet for spærregrænsen, som er på fem procent, men resultatet bliver alligevel regnet som en sejr. Blandt de 18-24 årige er det hele ni procent, der har stemt på piraterne, ifølge partiets egne opgørelser.
Det passer til et parti med en meget ung profil – medlemmernes gennemsnitsalder er på 29 år, mens den ligger på 60 år for socialdemokraterne i SPD.
Piraterne havde satset på at få tre procent af stemmerne til valget, men resultatet er bestemt ikke dårligt. Det indflydelsesrige parti De Grønne opnåede kun 1,5 pct. ved sit første valg i 1980.
Og de to procent af stemmerne betyder, at partiet er berettiget til at få støtte fra staten – den gives til alle partier, der får mere end en halv procent af stemmerne. Nu har det tyske piratparti for første gang mulighed for at ansætte folk i sin particentral, der så kan betales med de statslige midler.
Partiet har ifølge sine egne oplysninger oplevet en tilstrømning af medlemmer i tiden op til valget og der er nu næsten 10.000 registrerede medlemmer.
Og det selvom partiet er blevet rodet ind i en pinlig sag om den tidligere SPD-politiker og parlamentsmedlem Jörg Tauss, som har været kendt for sin kamp mod censur og overvågning. Jörg Tauss var nærmest et ikon for mange frihedssøgende tyske internet-brugere – lige indtil politiet fandt børneporno på hans private computer. Tauss forsvarer sig med, at han har samlet materiale for at kunne forberede lovgivning mod den pædofile scene på nettet.
Jörg Tauss skiftede efterfølgende fra SPD til Piratpartiet og er nu den mest kendte – men også mest kontroversielle – politiker hos piraterne. Han står nu anklaget for besiddelse af børneporno og vil indtil videre ikke søge et nyt politisk hverv, indtil sagen er afgjort.
Piratpartiet understreger at man er imod børneporno, men også imod enhver form for censur, også når det gælder spærring af sider med børnepornografisk indhold.
I Danmark har Piratpartiet netop fået godkendelse til at stille op ved næste folketingsvalg, hvis ellers partiet inden da kan skaffe de nødvendige 19.769 underskrifter.