Microsoft har indgået et forlig med RealNetworks og betaler 761 millioner dollar eller 4,7 mia. kr. for at slippe ud af retssagen om monopolmisbrug. Realnetworks sagsøgte Microsoft ved en amerikansk domstol i 2003 for at have misbrugt sin monopollignende position til at spænde ben for konkurrende medieafspillere.
Samtidig er Realnetworks en af hovedkræfterne bag EU-sagen mod Microsoft, som førte til, at softwarefirmaet blev dømt til at betale en rekordbøde og tilbyde en Windows-version uden medieafspiller.
Forligsaftalen betyder at Microsoft skal betale 460 mio. dollar til RealNetworks for at lukke sagen, og yderligere 301 mio. dollar betales som et led i et kommende samarbejde om musik og spil.
Real skal fremover understøtte MSN Search og Windows Media i sine tjenester, og desuden skal spil fra RealNetworks markedsføres gennem MSN Games og Xbox 360. Microsoft vil også markedsføre Reals abonnements-baserede musiktjeneste, Rhapsody, gennem sin MSN-hjemmeside.
RealNetworks havde oprindelig krævet en erstatning på helt op til en milliard dollar fra Microsoft. Firmaets stifter og direktør, Rob Glaser, der har været bannerfører i kampen mod Bill Gates, var selv ansat hos Microsoft fra 1983 til 1993, hvor han blandt andet havde ansvaret for Microsoft Word.
Forligsaftalen betyder, at RealNetworks også trækker sig ud af EU-sagen mod Microsoft, men det ventes dog ikke at få nogen betydning for den igangværende appelsag.