Værdien af de danske it-selskaber på Københavns Fondsbørs er steget 8,5 milliarder kroner den seneste måned. Dermed er aktierne på blot en måned steget 60 procent af den samlede stigning i hele 2003, der var et virkelig godt år. I gennemsnit er stigningen 13 procent, hvilket ligger lagt over den gennemsnitlige stigning på børsen, der blot var fire procent.
Forrest i stigningsfeltet ligger producenten af maritimt kommunikationsudstyr, EuroCom Industries, der er strøget i vejret med 38 procent. I 2003 steg EuroCom også voldsomt og indtog med en stigning på 248 procent andenpladsen på it-avisen ComONs opgørelse over de danske it-aktier.
Stigningen i aktierne kommer efter, at flere selskaber i januar er kommet med gode nyheder til aktiemarkedet. Nummer to på listen, softwareselskabet Maconomy, har meldt om to nye store kunder samt en salgsaftale med giganten IBM. Aktien er steget 32 procent siden nytår.
Også Bang & Olufsen er med helt i front efter, selskabet midt i januar fremlagde et resultat, der trods faldende salg havde gode takter og positive forventninger til fremtiden.
Nogle af de selskaber, det gik skidt for i 2003, har også afleveret positivt nyt. Den trængte batteriproducent Danionics fortalte, at man forhandler med en partner i Asien, som måske vil købe sig ind i selskabet. Mens Danware har høstet to nye millionordre på sin fjernbetjeningssoftware.
Top-17 listen:
EuroCom Industries, 38%
Maconomy, 32%
Bang & Olufsen, 30%
Olicom, 30%
SimCorp, 27%
SDC DanDisc, 25%
Columbus IT Partner, 24%
Danionics, 24%
Danware, 22%
RTX Telecom, 19%
NKT Holding, 19%
EDB Gruppen, 17%
Dantax, 16%
TDC, 11%
GN Store Nord, 11%
Thrane & Thrane, 8%
Topsil Semiconductor Materials, -3%