Samtidig med Intels lancering af den nye Pentium III 550 MHz processor har Dell præsenteret de første servere, arbejdsstationer og pc'ere med den nye model. Processoren fås indbygget i Dells PowerEdge servere, Precision Workstations, OptiPlex og Dimension pc'ere. PowerEdge 4350 leveres med hele to Pentium III processorer og op til 54 GB harddiskplads. Hvis denne ydelse stadig ikke er nok, kan man installere op til ti PowerEdge-servere med tyve Pentium III 550 MHz processorer i et rack. Prisen for serveren med den nye processor starter omkring 40.000 kr.
I den anden ende af prisskalaen kan man købe Dells Dimension-pc med Pentium III 550 MHz og 64 MB RAM for omkring 18.000 kr.