Mens den nordjyske film- og tilbehørsdistributør Gateway Distribution for to måneder siden gik konkurs efter en mislykket satsning på en stor dansk retailkunde, har direktør Jesper Jensen startet en lignende distributør ved navn Basic Distribution op.
Han afviser dog at kalde det en rekonstruktion af Gateway Distribution.
»At der skulle være tale om en rekonstruktion, må vi sige nej til. Det ville kræve at få medarbejdere og kunde- og leverandøraftaler med over, og det er ikke sket,« siger Jesper Jensen, som dog med Basic Distribution satser på at udnytte det vakuum i markedet, som krakket i Gateway Distribution ifølge direktøren har efterladt.
Basic Distribution har allerede fem ansatte, og direktøren er fuld af optimisme.
»Vi er blevet godt modtaget, og vi arbejder både med tidligere og nye leverandører. Kunderne er glade for, at der igen er nogen, der kan løfte opgaven med at få varer ud til de små butikker. Der er da konkurrenter, men vi er de eneste, der har den erfaring og kan tilbyde et bredt sortiment og kan fungere som komplet samarbejdspartner inden for spil og film,« siger Jesper Jensen og tilføjer, at Basic Distribution samarbejder med 30-40 leverandører.
Krakket i Gateway Distribution har givet et par lærestreger, direktøren vil benytte sig af i fremtiden.
»Vi skal nok passe på med at slå større brød op, end vi kan bage. Det betyder blandt andet, at vi skal være bedre til at risikovurdere kunder,« lyder det fra Jesper Jensen, som stadig ikke har lyst til at afsløre navnet på den større danske retailkunde, der angiveligt hev benene væk under Gateway Distribution ved ikke at kunne levere det lovede salg omkring juletid.