Fra i dag bliver aktierne i det norske browser-firma Opera Software handlet på Oslo Børs. Firmaet havde planlagt at udstede mellem 10 og 12,5 millioner aktier til en pris på 8-10 kroner. Den endelige pris for Opera-aktien bliver på 10 kroner.
Interessen har været så overvældende, at aktierne er overtegnet mere end 20 gange. Opera fortæller at man har modtaget bestillinger på 560 millioner aktier, hvoraf 83 pct. kommer fra internationale investeringsfonde.
»Vi er meget tilfredse med den store interesse fra investorerne, især i udlandet. Interessen i vores børsnotering er en understregning af, at Operas teknologi spiller en betydningsfuld rolle i nettets udvikling,« siger Christian Thommessen, der er bestyrelsesformand hos Opera Software.
Samtidig med børsnotering har de nuværende ejere solgt yderligere 11,8 millioner aktier i selskabet. Samlet er der solgt aktier for 243 millioner norske kroner.