Der har stor forvirring omkring Flash-formatet og iPhone her i de sidste dage. Adobe har annonceret en ny Flash Player til et stort udvalg af mobile platforme - herunder Windows Mobile, WebOS, Android og Symbian - men iPhone mangler på listen. Og det er ikke tilfældigt. For Apple vil ikke tillade, at Flash Player kommer til den populære mobil.
I dag har Apple kontrol over applikationerne til iPhone, fordi hvert enkelt program skal godkendes før det tages med i App Store. Hvis Flash Player kommer til iPhone, så er der pludselig åbnet et smuthul, hvor udviklerne kan udgive Flash-applikationer til iPhone udenom Apple og deres App Store. Dermed kan Apple miste sit stramme greb om softwaren til iPhone - og det er firmaet ikke interesseret i.
Nu har Adobe så fundet en udvej, så Flash-applikationer alligevel kan udgives til iPhone. Det kommende udviklerværktøj Adobe Flash Professional CS5 vil give udviklere mulighed for at konvertere deres Flash-applikationer til almindelige iPhone-programmer. En offentlig beta af Flash Professional CS5 ventes senere i år og den færdige udgave skulle komme til næste år.
De konverterede Flash-applikationer skal så godkendes enkeltvis af Apple ligesom alle andre iPhone-programmer inden de kommer med i App Store - og dermed kan Apple bevare sin kontrol. Samtidig må det forventes, at det kun vil være et fåtal af Flash-udviklerne som ønsker at tage dette besvær på sig og konvertere deres Flash-applikationer til iPhone-software. En normal Flash-udvidelse til Safari-browseren kommer næppe foreløbig. Adobe fortæller, at det er umuligt at portere Flash Player til iPhone uden hjælp fra Apple.