Større efterspørgsel end forventet får Microsoft til at udskyde Xbox-markedsføring til januar.
»Vi har kigget på vores kampagner og besluttet at vi ikke skal køre så stærkt, når vi ikke kan levere det antal Xbox 360, der efterspørges,« siger Kristian Sveigaard, der er countrymanager for Microsoft HED, der står bag Xbox-lanceringen i Danmark.
Planerne for lanceringen af Xbox og den marketingkampagne, der skal hjælpe salget i gang, blev lagt for et halvt år siden. Men Sveigaard erkender nu, at Microsoft måske har været lidt for optimistisk, i forhold til det antal Xbox, selskabet rent faktisk kan nå at levere inden jul.
»Vi har simpelthen droslet planerne ned, og skudt en del af kampagnen til januar,« konstaterer Sveigaard.
Microsoft vil ikke fortæller hvor mange Xbox der bliver leveret til det danske marked inden jul. Men efter de meldinger, der kommer fra forhandlere er det definitivt alt for få.