En indkøbskontrakt i størrelsesordenen 16 milliarder dollar mellem Dell og IBM er opsagt, skriver det amerikanske CRN. Det skyldes primært, at en række af de forretningsområder, Dell har arbejdet med hos IBM, er blevet frasolgt, oplyser Dells talsmand Bruce Anderson.
Dell har købt harddiske, skærmpaneler og forskellige chips hos IBM siden 1999. Sidst i december solgte IBM sin harddisk-forretning til Hitachi.
Dell vil heller ikke fortsætte samarbejdet med IBM's konsulentdel Global Services, med mindre kunderne efterspørger denne service. Talsmanden vil ikke oplyse, hvorfor denne del af samarbejdet ophører.
Ifølge CRN omfatter serviceaftalen en omsætning på 6 milliarder dollar set hen over de syv år, som kontrakten oprindelig var sat til at gælde.