Mens markedet for mini-netbooks stormer frem, forholder Steve Jobs sig afventende, inden han beslutter, om Apple skal lancere deres egen mini-bærbare. Det har skuffet både fans og finansanalytikere. Analytikerne mener, at den finansielle krise får folk til at foretrække de billige netbooks fremfor dyre designmaskiner.
Og noget tyder på, at analytikerne ikke er helt ved siden af.
For i samme takt som producenterne sprøjter de populære netbooks på markedet erstatter entusiaster Windows XP og Linux med Apples styresystem Mac OS, så de får deres egen mini-MacBook komplet med Apple klistermærke bag på skærmen.
Senest har Lenovo lanceret deres S10 mini-netbook med en 10" skærm i USA, og den er allerede blevet forvandlet til en Mac.
På de fleste af computerne som for eksempel den populære MSI Wind og dens kloner, er det forholdsvist nemt at installere Apples styresystem. Der er masser af guider, råd og erfaringer på fora overalt på nettet. Hvis man ikke gider læse alt det i gennem, inden man udstyrer sin mini-netbook med Mac OS, kan man nøjes med at følge vejledningerne på YouTube.
I de fleste tilfælde virker Mac OS stort set, men det kræver alligevel lidt hardware udskiftning, hvis det skal køre 100 procent. I MSI Wind skal man for eksempel udskifte det trådløse netkort med et, der understøtter Mac OS. Man kan også nøjes med at købe en USB-dongle.
Men Mac OS er ikke det eneste, som entusiasterne ændrer på deres netbooks. Der er også en del, der installerer 3G-simkortlæser og nogle har sågar udstyret deres mini-computere med trykfølsom skærm.
Læs mere her.