Microsoft har som ventet lanceret en betaversion af Windows Live programpakken, som nu kan downloades på get.live.com. De forskellige internetbaserede Windows Live-tjenester er dermed for første gang samlet i en fælles installationspakke.
Den indeholder kommunikations-programmer som Windows Live Mail og Messenger, søgeprogrammer som Live Toolbar og sikkerhedsløsningen OneCare Live Safety.
Der er også programmer, som skal gøre det lettere at dele indhold over nettet, deriblandt Live Writer til blogs og Live Photo Gallery til billeder.
De fleste af programmerne i pakken kan også bruges med andre internet-tjenester end Microsofts egne. Live Mail kan f.eks. anvendes til at administrere alle sine mail-konti - ikke kun Hotmail-konti - og LiveWriter kan både uploade blogs til Windows Live Spaces og andre tjenester.
Under installation af Windows Live pakken kan brugeren vælge, hvilke delelementer man ønsker at installere.