Efter 13 års udvikling og knap 430 millioner kroner kører Statens Lønsystem (SLS) nu stabilt og selve udviklingsdelen er afsluttet. Til gengæld venter nye store projekter i det offentlige. Derfor bliver kontorchef i Økonomistyrelsen Annelone Jensen, der i de seneste år har stået i spidsen for udviklingen af SLS, nu sat ind som chef for et nyt stort offentlig it-projekt.
Fra 1. marts skal hun således være chef for det særlige FESD-sekretariat, som oprettes i Økonomistyrelsen. FESD står for Fælles Elektronisk Sags- og Dokumenthåndteringssystem, og sekretariatet skal koordinere udrulningen af FESD-systemer i det offentlige.
»Vi står foran en udrulning af FESD i staten og til det har vi brug for nogle af de allerbedste ledelseskompetencer på dette område. Annelone Jensen skal være leder af FESD-sekretariatet og jeg ser det som et ridderslag til hende og jeg er glad for at hun endnu en gang gider at starte et nyt projekt op fra bunden,« siger Økonomistyrelsens direktør Claus Juhl og fortsætter:
»Vi er kommet langt med SLS og vi er godt tilfredse. Udviklingsdelen er slut, og derfor er det naturligt at ændre ledelses-sammensætningen på SLS,« forklarer Claus Juhl.
Således fortsætter it-chef Thomas Bang med at stå i spidsen for selve driften af SLS.