Som erfaren iværksætter, foredragsholder og forfatter har danske Jonathan Løw haft fingrene i både AI og plantebaserede blyanter og meget andet.
Nu er han også vært på sin egen podcast "Extraordinary," hvor han lover altid at have ekstraordinære gæster om emner som alt fra pragmatisk utopi og lederskab over bevidsthed og AI til uduelige robotter og pølsemix.
De første 16 afsnit af Jonathan Løws podcast er allerede gået i luften, og der har været masser af ekstraordinære gæster i studiet.
Her kan man blandt andet møde Guy Kawasaki, som var Apple-boss Steve Jobs' kreative højre hånd, psykolog og forfatter Svend Brinkmann, TED Talk-stjerne Julian Treasure, OL-guldvinder Pernille Blume og arkitekt Bjarke Ingels.
Jonathan Løw kommer vidt omkring i sine inspirerende og tankevækkende samtaler, som foregår på dansk eller engelsk alt efter gæsten.
Den britiske neuroforsker Anil Seth taler for eksempel om, hvad det vil sige at være bevidst – herunder om dyr, planter og sten kan siges at have en bevidsthed. Men det bliver også diskuteret, om AI allerede i dag kan være bevidst eller om det nogensinde kommer til ske.
Bjarke Ingels taler om umiddelbare modsætninger som ’pragmatisk utopi,' men også innovation og mulighederne for at bruge AI i arkitekturens verden, hvilket den danske arkitekts firma allerede er i fuld gang med.
Jonathan Løw har skabt podcasten Extraordinary sammen med iværksætter Peter Nørgaard Mathiasen. Der er tale om en non-profit podcast uden reklamer eller krav om betaling.
Før nytår lander samtaler med de næste otte gæster, herunder Ørsteds Mads Nipper, NASA-astronaut Terry Virts og fysiker Lawrence Krauss.
Samtidig er sæson 2 allerede i støbeskeen. Den byder på alt fra Disneys Duncan Wardle til skaberen af Siri, Adam Cheyer, forfatteren Angela Duckworth og stifteren af mikrolåns-platformen KIVA, Jessica Jackley.
Podcasten Extraordinary kan hentes gratis på Spotify, Podimo, Apple og YouTube. Se både allerede publicerede og planlagte afsnit her.