Steve Wozniak stiftede for halvandet år siden et nyt firma, Wheels of Zeus (WoZ), som siden har arbejdet på en ny trådløs teknologiplatform. Indtil nu har det været stort set umuligt at få fat i oplysninger om WoZ's kommende produkter, men nu har firmaet for første gang afsløret detaljer om sin teknologi.
WoZ udvikler billige og kompakte "tags" eller mærkater, der kan fastgøres til dyr, børn eller almindelige brugsgenstande. Prisen bliver omtrent 25 dollar for den lille dims, som kommunikerer med en trådløs basestation over afstande på tre-fem kilometer.
Hver enhed skal udstyres med en GPS (Global Positioning System) modtager, som sladrer om den nøjagtige position. WoZ vil også integrere en radiochip, der kan sende data med 20 kbit/s.
Den visionære medgrundlægger af Apple forestiller sig, at brugerne kan anvende systemet til at holde øje med cykler, kufferter, hunde og andre ting, som nemt forsvinder ud ad syne.
Hvis basestationen bliver forbundet med internet, kan den sættes til at sende en e-mail eller sms, hvis genstanden bevæger sig udenfor et bestemt område.
Wozniak forestiller sig også, at flere basestationer kan kobles sammen i store clustre, som gør det muligt at følge genstanden over et stort område - og han frygter ikke protester over denne form for overvågning, fordi det er frivilligt om man vil benytte systemet eller ej.
Det vil dog stadig vare mindst et år inden WoZ kan præsentere de første færdige produkter.