Dmitry Sklyarov blev mandag løsladt mod 50.000 dollar i kaution, som blev betalt af hans russiske arbejdsgiver. Sklyarov skal møde i retten den 23. august, hvor han står anklaget under den såkaldte Digital Millenium Copyright Act.
Sklyarov kan risikere op til fem års fængsel og en bøde på 500.000 dollar, hvis han bliver dømt skyldig i anklagerne. Programmøren må ikke forlade det nordlige Californien og politiet har konfiskeret hans pas.
Sagen er en udløber af en længere strid mellem Adobe og et russisk softwarefirma, som sælger et produkt, der gør det muligt at knække beskyttede PDF-filer. Efter et foredrag under hacker-konferencen Def Con i Las Vegas blev firmaets chef-programmør Sklyarov anholdt i lufthavnen på vej tilbage til Moskva.
Den amerikanske borgerretsorganisation Electronic Frontier Foundation (EFF) gik ind i sagen og lagde pres på Adobe, som til sidst bøjede sig og trak anklagerne mod Sklyarov tilbage. Statsadvokaten holder imidlertid fast i, at programmøren skal anklages under en ny amerikansk lov, der handler om krænkelse af copyright.
I flere amerikanske byer har der i de seneste uger været demonstrationer til fordel for den russiske programmør, og EFF har hyret en advokat, som skal hjælpe med at forsvare Sklyarov.
(Kilde: IDG News Service)
Læs også: