Sony har sluppet en ny opdatering til PS3.
Blandt nyskabelserne er for eksempel muligheden for auto-sluk, så konsollen selv lukker ned efter et planlagt download. Desuden er der blevet understøttelse af Flash Player 9 i den indbyggede internetbrowser, og det er blevet muligt at tage screenshots i spil.
Ved den forrige opdatering trådte Sony godt og grundt i spinaten, da det blev nødvendigt at trække opdateringen tilbage på grund af problemer.
Helt så slemt ser det ikke ud til at gå i denne omgang. Der er dog dukket flere utilfredse brugere op i kølvandet på opdateringen. Det vedrører især netværkstilslutning til PlayStation.
Både danske og udenlandske brugere melder om konkrete problemer med at tilslutte PS3 til netværksservere fra Synology. Alt tyder dog på, at fejlen skal rettes fra Synologys side frem for Sonys. I mellemtiden kan Synology-ejere, der frygter at miste forbindelsen, vente med at opdatere.