De fleste Internet-brugere har sikkert stiftet bekendskab med Acrobat Reader, det gratis læseprogram, der håndterer dokumenter i PDF-formatet. Sådanne dokumenter, der indeholder langt mere righoldig formatering end HTML- eller RTF-filer, skabes med et særligt værktøj, Adobe Acrobat, der ikke er gratis.
Softwarefirmaet har netop annonceret version 5.0 af Acrobat, som bliver frigivet til sommer. Internet-understøttelsen er blevet forbedret med nye funktioner til publicering af indhold på web og Intranet. PDF-dokumenter kan nu konverteres til grafik side for side og gemmes i formater som TIFF, JPEG og PostScript.
Adobe har indbygget flere funktioner til oprettelse af dynamiske online-formularer, som kan eksportere data i XML-format. Sikkerhedsfunktionen understøtter nu 128-bit kryptering og digitale signaturer. Dokumentets forfatter kan bl.a. bestemme, om filen må ændres eller udskrives hos modtageren.
En ny funktion til central administration skal gøre det lettere at installere og vedligeholde Acrobat i store netværk. Rettigheder og funktioner kan indstilles centralt eller defineres på den enkelte arbejdsplads.
Pakken kører under Windows og Mac og koster omkring 2.700 kr. for den fulde udgave, og 900 kr. for en update fra en tidligere version.
(Kilde: tecchannel.de)