Hvis der er to firmaer i it-branchen, som har stået skulder ved skulder, så er det Google og Apple. Begge har Microsoft som hovedkonkurrent og begge har et omdømme som unge, dynamiske virksomheder som gang på gang formår at sætte pejlemærker, som resten af branchen så skal følge. Men det var måske kun et spørgsmål om tid, før Google og Apple kom på tværs af hinanden.
Nu har Google-chef Eric Schmidt trukket sig fra Apples bestyrelse, hvor han har siddet siden august 2007. I en pressemeddelelse beklager Apple-chef Steve Jobs, at den stigende interessekonflikt mellem de to virksomheder betyder, at Eric Schmidt ikke længere kan fungere optimalt som bestyrelsesmedlem.
"Desværre vil Erics effektivitet som bestyrelsesmedlem blive betydelig mindsket, fordi Google desværre bevæger sig ind på større dele af Apples kerneforretning, med Android og nu Chrome OS. Derfor er vi i fællesskab nået til enighed om, at det er det rigtige tidspunkt for Eric til at træde tilbage fra Apples bestyrelse," udtaler Steve Jobs.