God morgen og velkommen til Computerworlds morgen-briefing mandag 24. februar.
Ugens første nyhedsoverblik er signeret af din morgenvært Niels de Boissezon.
Googles AI klarer 10 års forskning på 48 timer
Forskere ved Imperial College London siger at Googles nye AI ’Co-Scientist’ baseret på Gemini 2.0 sprogmodellen er lykkedes med at klare 10 års forskningsarbejde på 48 timer.
AI-værktøjet blev sat på en opgave med et simpelt spørgsmål, men som tog en lang årrække at belyse: Hvorfor bliver ’super-bakterier’ resistente overfor antibiotika?
Professor José Penadés fortæller til britiske BBC, at Googles værktøj nåede frem til samme hypotese som hans team - at superbakterier kan skabe en slags ’hovednøgle’, der gør det muligt for bakterien at bevæge sig fra hjem til hjem.
Penadés understreger at hans teams forskning ikke var blevet offentliggjort nogen steder, hvor AI'en kunne tilgå den. Ydermere sikrede han sig med Google, at der tech-giganten ikke havde adgang til hans resultater.
Googles AI genererede samtidigt fire yderligere nye hypoteser, som José Penadés mener aller er værd at undersøge nærmere.
Nu starter de danske Cybermesterskaber 2025
Kvalifikationen til De Danske Cybermesterskaber årgang 2025 åbnede denne weekend, natten til lørdag 22. februar.
Båd nybegyndere med interesse i cybersikkerhed til øvede med ambitioner om at sikre sig plads på Cyberlandsholdet, er velkomne, lyder det fra professor i Cybersikkerhed Jens Myrup Pedersen på LinkedIn.
Konkurrencen henvender sig primært til unge mellem 15-25 år, men ældre kan også deltage i den åbne kategori.
Kvalifikationsrunden løber frem til den 16. marts.Tilmelding og yderlige information findes på konkurrencens hjemmeside.
Mesterskaberne afholdes i partnerskab med Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Syddansk Universitet, Copenhagen Business School, DTU, IT-Universitetet i København, Happy42, Forsvarets Efterretningstjeneste, Campfire Security, SagaLabs samt Industriens Fond.
Ny forhandler lokker med 70 procent rabat på Microsoft-software
Den hollandske licens-forhandler Softtrader åbner dansk kontor og vil stempler ind på markedet for Microsoft-licenser ved at lokke med besparelser på op til 70 procent.
Virksomheden, der blev grundlagt i 2013 efter en EU-dom legaliserede videresalg af brugt software, har udnævnt IT-veteranen Kristian Hasager som nordisk chef for forretningsudvikling.
"Vi ser et stort potentiale i Danmark, hvor mange virksomheder kan drage fordel af vores omkostningseffektive løsninger," siger han i en meddelelse.
Siden 2013 har selskabet hjulpet over 1.800 virksomheder med at optimere deres IT-budgetter gennem salg af revisionssikre, brugte Microsoft-licenser. Virksomheden tilbyder også opkøb af ubrugte enterprise-licenser.
Ny malware rammer især danske virksomheder
Malwaren ’FakeUpdates’ rammer en stor del af landets virksomhed viser nye tal fra cybersikkerhedsvirksomheden Check Point.
Næsten 24.000 danske virksomheder er i januar 2025 berørt, svarende til at 5,7 procent af landets er ramt - markant over det globale gennemsnit på 3,6 procent.
Malwaren, der også kaldes ’SocGholish’, spreder sig primært gennem koordinerede phishingkampagner, hvor troværdige virksomheder, brands og institutioner efterlignes.
Ofrene narres derefter til at installere falske browseropdateringer, hvorefter hackerne kan få adgang til ofrenes systemer og stjæle følsomme data.
" FakeUpdates er særligt vanskelig at opdage, fordi den ikke opfører sig som traditionel malware, men i stedet fremstår som en legitim opdatering. Resultatet er, at man kan blive kompromitteret, selvom man har taget en masse forholdsregler og handler forsvarligt," advarer Balder Borup, Security Engineering Team Leader hos Check Point.
Modsat klassiske phishing-angreb lokker FakeUpdates ikke med præmier eller rabatter, men udnytter i stedet brugernes tillid til deres egne systemer.
Malwaren kan leve i skjul i lang tid, hvis browseren ikke er korrekt opdateret.