I slutningen af april sendte Gyldendal sin lille fikse e-bogs-læser på markedet. Cybook Opus blev udråbt som den første af sin slags, der officielt blev sat til salg i Danmark.
Men faktisk er Gyldendal ikke ene om at satse på de digitale bøger. Også butikskæden Indeks Retail, der står bag butikkerne Bog & idé, Bøger og papir, BOGhandleren og netbutikken Gad.dk, har e-læsere på hylden. Helt præcist fire forskellige modeller. Og der er tale om fire andre modeller, end den type som Gyldendal sælger. Ifølge ComONs oplysninger har modellen Cybook Opus også været på tale, men den blev vejet og fundet for let. Det er en 1. generations læser, lyder begrundelsen.
En 1. generations e-bogs-læser er kendetegnet ved, at især bladringen mellem sider foregår synligt langsomt. Desuden var de første læsere bygget uden indbygget WiFi.
Flere til efteråret
Indeks Retail sælger i øjeblikket følgende fire modeller: BeBook Mini 5, BeBook One 6, Elenox eBook 511 EB 5 og BeBook Neo 6 (Se billeder har på siden).
Sidstnævnte har blandt andet Wi-Fi, så man kan hente nye bøger og filer direkte til sin reader uden brug af en computer. Præcis som med Amazons Kindle. Den koster til gængæld 2.795 kroner.
Butikskæden lover, at der er flere boglæsere på vej mod hylderne i efteråret. Og til den tid får teknikken endnu et nøk opad. For eksempel Elonex 710 EB, der beskrives som en multimediemaskine i stil med iPad. Den får 7 tommer TFT-skærm og forventes i butikkerne til augusts.
Er man på udkig efter en billig boglæser, så skal man holde øje med Elonex Freebook, der formentlig får en pris på under 1.000 kroner.