Opdateret: Efter flere års nedtur er det endelig slut for Comwir. I dag har Comwirs ledelse smidt håndklædet i ringen.
Selskabet har i dag klokken ni indgivet konkursbegæring til retten.
Det fortalte administrerende direktør Peter Østergaard allerede til sine ansatte i går.
Han vil nu lave en plan for afviklingen af Comwir over de næste 14 dage.
»Vi prøver at lave en pæn konkurs, hvor kreditorerne taber så lidt som muligt,« siger Comwir-direktøren til CRN.dk.
Han ejer sammen med sin far, FCK-boss Flemming "Don Ø" Østergaard, en del af Comwir. Derudover ejer også kapitalfonden Industriudvikling en del af selskabet.
Peter Østergaard fortæller, at ejerkredsen i tiden op til konkursen både har haft kontakt til andre forhandlere samt andre investorer for at skaffe frisk kapital eller etablere et samarbejde for at kunne fortsætte selskabet.
»Vi har gjort alt muligt, for at fortsætte selskabet,« siger Peter Østergaard.
Men det er ikke lykkedes at redde selskabet, og dermed er det slut for den ambitiøse satsning på at skabe en ny stor hardwareforhandler som for få år siden blev iværksat af en gruppe udbrydere fra det daværende Atea.
Det er kun fire måneder siden, at Comwir måtte fyre syv sælgere. Det var dengang den anden fyringsrunde i 2008. I marts blev ti personer afskediget og i øjeblikket er der blot 38 ansatte tilbage, næsten en halvering af antallet af medarbejdere i forhold til året før.
Comwir har peget på advokat Finn Jepsen som kurator til at afvikle selskabet.