Et større indbrud og hærværk har nu fået Høje-Taastrup Kommune til at installere digitale overvågningskameraer i kommunens institutioner. Høje-Taastrup Kommune har underskrevet en treårig aftale med sikkerhedsfirmaet EuroTrust RealTime Security, som skal levere et internet-opkoblet overvågningssystem.
Aftalen betyder at der skal installeres 23 kameraer forskellige steder i kommunen. På en beskyttet internetside er der adgang til live-overvågning og arkiverede optagelser fra de 23 kameraer.
Optagelserne lagres digitalt i EuroTrusts serverrum, og kun meget få af kommunens ansatte vil få adgang til arkivoptagelser og live-overvågning. EuroTrust fortæller at optagelserne kun vil blive udleveret til politiet, hvis det kan lette den videre efterforskning i tilfælde af en kriminel handling.