I de kommende to uger vil flere usædvanlige fartøjer køre rundt i de københavnske gader. Hos Renault har man netop modtaget de første håndlavede prototyper på elbiler fra selskabets franske fabrikker, og de fire biler bliver nu sendt ud på gaderne under klimatopmødet.
Ifølge Renault skulle der være tale om intet mindre end de første reelle alternativer til benzindrevne biler for helt almindelige forbrugere. Mange af de tidligere el-bilsmodeller har været mindre attraktive, fordi de enten var meget kompakte størrelser eller var for dyre.
Den nye linje spænder fra en minibil til en større, fem-dørs familiebil og de skal udbydes til en pris, hvor almindelige forbrugere også kan være med.
Og en ting er sikkert; bilerne kommer til at vække opmærksomhed i trafikken med deres usædvanlige design. De fire modeller er Twizy, en lille to-personers bybil, Zoé, en mindre firepersoners bil, Fluence, en sedan med plads til 5 – en typisk bil til en familie, og Kangoo, en varebil fx til håndværkere eller en familie med behov for god plads.
Ifølge Renault kommer bilerne til salg i Danmark fra starten af 2011.
Under topmødet har Renault også indrettet en Electric Cafe i nærheden af Kongens Nytorv, hvor de delegerede får mulighed for at høre om fremtidens elbiler.
Renault forventer at elbiler vil udgøre 10 pct. af verdensmarkedet i 2020.