Microsoft entrer et nyt marked. Softwaregiganten har købt det rumænske antivirus-firma GeCAD Software, der skabte det lidet kendte antivirusprodukt RAV Antivirus i 1994. Firmaet lever i dag dels af RAV, dels af konsulentvirksomhed inden for IT-sikkerhed og dels af at distribuere og implementere sikkerhedsløsninger til Windows og Novell.
Microsoft forklarer købet af den rumænske virksomhed som næste skridt i Trustworthy Computing-strategien. Med købet vil Microsoft sikre de formodede to-tredjedele af Windows-brugerne, som ikke har installeret antivirus-software. Selv om der ikke er kommet nogen konkret forklaring på, hvordan teknologien skal udnyttes, er ideen, at der skal laves en abonnementstjeneste til Windows-brugerne.
»Hvis brugerne ønsker at benytte antivirus-software fra Microsoft, skal de have muligheden. Vores absolutte mål er at sikre flere af brugerne,« sagde Mike Nash, der er vicedirektør for Microsoft's Security Business Unit i forbindelse med offentliggørelsen af købet.
Amerikanske aktieanalytikere sammenligner Microsofts indtog på antivirus-markedet med firmaets angreb på browser-markedet i midten af halvfemserne. Et angreb, der resulterede i at datidens markedsleder, Netscape, nu er endt som en fodnote i internet-historien. Og børsen i USA reagerede da også prompte ved nyheden. Ifølge CNet faldt værdien af antivirus-firmaerne Symantec og Network Associates' aktier mildt i løbet af tirsdag.
Antivirus-leverandøren Trend Micro byder til gengæld opkøbet velkommen. I en pressemeddelelse skriver selskabet, at de ser opkøbet som en nødvendig komponent i opbygningen af Microsofts Trustworthy Computing forretningsstrategi.
»Trend Micros vision er at skabe en sikker verden for udveksling af digital information, og Microsofts seneste skridt vil hjælpe med at gøre vejen mod målet kortere,« siger Steve Chang, CEO og grundlægger af Trend Micro.
Microsoft er sammen med Trend Micro og Network Associates med i informationssamarbejdet Virus Information Alliance (VIA) som blev grundlagt den 19. maj. VIA skal sørge for at parterne holder hinanden kontinuerligt opdateret med informationer om virus og orme.
Microsoft forsikrer at selskabet vil forsætte både dette samarbejde og samarbejdet med øvrige antivirusleverandører.