Hvis ikke 090909 bliver husket for andet i eftertiden, så vil datoen blive husket for at være dagen, hvor verden fejrede de fire fra Liverpool.
Hele Beatles remasterede katalog af sange udkommer i dag. På Østre Gasværk har teaterkoncerten Come Together premiere. I aften går Steve Jobs muligvis på scenen i Cupertino og begraver den mange årige strid mellem Apple og Apple Records med meddelelsen om, at man kan købe The Fab Four i iTunes.
Og sidst men ikke mindst udkommer spillet The Beatles: Rockband i dag.
Blandt store dele af det internationale anmelderkorps af halvunge og midaldrende journalister har spillet The Beatles: Rockband fået stående ovationer. Og ingen klapper højere end New York Times' 36-årige Seth Schiesel. Han indleder sin hyldest til spillet med ordene:
"The Beatles: Rockband er intet mindre end et kulturelt landskred. Et landskred der måske er en anelse mindre indflydelsesrigt end bandets berømte optræden i 'The Ed Sullivan Show' i 1964. Ved at genfortolke et essentielt symbol for én generation i en ny generations medie og teknologi, bliver Beatles: Rockband en trancenderende oplevelse. I det perspektiv er The Beatles: Rockband måske det vigtigste spil der nogensinde er skabt".
Det har magien.
Den magi der skabte Beatlesmania overalt i verden for 40-50 år siden.
Måske vil det endda skabe Beatlesmania igen. Branchen holder vejret. For måske kan Beatles: Rockband udvide gamer-demografien på samme måde, som Nintendo Wii flyttede konsollen fra drengeværelset til dagligstuen. Måske får Beatles: Rockband fat i det grå guld, der kom for sent til videospilsrevolutionen og altid har rynket lidt på næsen over fornøjelsen i at skyde prikker på en skærm.
Beatles er deres tabte ungdom, og måske er Beatles Rockband en mulighed for at finde den igen.
John Lennons kone Yoko Ono er i hvert fald ikke i tvivl om at spillet vil vække noget i de gamle hippier.
"John ville have elsket det. The Beatles: Rockband er på vej til at skabe en ny revolution," har hun sagt.
Hvis revolutionen består i at få bedsteforældre i 60'erne til at fyre den af med en plasticguitar, så vil det give videospilsbranchen de milliarder af kroner tilbage, som krisen har taget. Ifølge analysehuset NPD kommer 18 procent af spilindtjeningen i dag fra folk over 50. Det er dog tvivlsomt, om det er dem selv, de køber spillene til. Men måske de vil købe Beatles til sig selv.
Konkurrencen fra Cobain
På Wall Street tror analytikerne ikke rigtig på det. For at få 60'er generationen til at opdage Beatles: Rockband kræver det nemlig, at nogle andre køber spillet. 65-årige piberygende mænd, der afspiller al deres musik på vinylplader i Thylejren, smutter ikke lige ned i den nærmeste Fona og investerer i Beatles: Rockband og 'en af de der maskiner, man skal spille det på'.
"Jeg har ikke store forventninger til The Beatles: Rockband. Mine forventninger er mindre end de var for en måned siden," siger James Hardiman, der er markedsanalytiker for FTN Equity Capital.
"Dels kræver den fulde pakke en meget stor investering, og dels er jeg bekymret for at den største gamergruppe, mænd mellem 18-34, vil afvise musikken som forældet, et fortidslevn fra deres forældres ungdom," siger han til The Hollywood Reporter.
Den fulde Beatles Rockband pakke koster omkring 1500 kroner. Timingen er heller ikke helt god. Godt nok når spillet det forjættede julesalg, men til gengæld skal det konkurrere med Guitar Hero 5, der praler af Kurt Cobain på rollelisten. Selv om den virtuelle Cobain er animeret blasfemi i højeste potens, så er Nirvanas tiltrækning på ungdommen muligvis større end The Beatles'.
Sjovt nok har pladeselskabet EMI, der udgiver Beatles Remastered, den modsatte mission af Beatles: Rockband. EMI vil meget gerne have fat i ungdommen. Det midaldrende kernepublikum er nemlig en dårlig forretning på sigt.
"De dør jo fra os en dag, så vi skal også have yngre årgange til at falde for The Beatles," siger EMIs noget indiskrete Thomas Hemdorff til Berlingske Tidende.
Men hvis spillet ikke bliver den kommercielle succes, som udviklerne og branchen generelt håber, så kan det trøste sig ved kritikernes laurbær. Spillet får gode anmeldelser overalt.
Det populære computersite Ars Technica slutter sin anmeldelse med ordene:
"Fans af bandet kan juble, og folk, der først lærer Beatles at kende nu, har fået en stærk indikation af, hvad der gjorde disse sange til de kulturelle hjørnesten de er. I sin essens er Beatles: Rockband et rytmespil, en levende maleri, et tilbagekig, et argument for kunstnerisk værdi og et lynkursus i The Beatles."