Inden årets udgang vil Nintendo lancere en hidtil hemmeligholdt mobil spilkonsol under navnet Nintendo DS. Forkortelsen betyder Double Screen og hentyder til, at den lille enhed er udstyret med to 3-tommers-TFT-skærme.
Ifølge Nintendo kan de to skærme bruges til at følge handlingen fra forskellige perspektiver - men det kræver selvfølgelig, at spillet er skrevet til at udnytte denne funktion.
Det nye produkt er hverken en efterfølger til Game Boy Advance eller Gamecube, men et helt nyudviklet koncept, understreger Nintendo.
Konkurrenten Sony ventes at lancere sin mobile PlayStation PSP i det kommende år, og Nokia er allerede på banen med sin N-Gage.
Nintendo DS bliver første gang præsenteret for offentligheden under spilmessen E3 i Los Angeles, som finder sted i begyndelsen af maj. I modsætning til andre konsoller skal det nye produkt lanceres samtidig i hele verden - og det kommer sandsynligvis i god tid inden næste jul.
I november måtte Nintendo for første gang i firmaets historie fremlægge et halvårsregnskab med underskud. I årets første seks måneder havde Nintendo tabt omkring 200 millioner kroner. Nintendo har forsøgt at fremme salget af Gamecube-konsollen med aggressive prisnedsættelser. I oktober blev prisen halveret til 99 euro, og den er nu billigere end den mobile Game Boy Advance.