TDC har solgt driften, udviklingen og vedligeholdelsen af deres mobilnet til svenske Ericsson. Det betyder blandt andet, at TDC kan skære betydeligt i medarbejderstaben.
"Aftalen med Ericsson er i nøje overensstemmelse med TDC's nye strategi om gennem forenkling og effektivisering at skabe et solidt fundament i it og netværk, som er med til at sikre TDC's konkurrenceevne til gavn for kunderne," siger administrerende direktør og koncernchef i TDC, Jens Alder.
Ifølge epn.dk drager TDC yderligere fordel af, at være det første større mobilselskab, der udliciterer driften af sit mobilnet. En eller flere af de andre store spillere på banen Telia, Sonofon og 3, forventes at følge TDC's eksempel og overlade driften af deres mobilnet til Ericsson, fordi det ganke enkelt er billigere og mere lukrativt for Ericsson at drive ét samlet net, end flere forskellige.
»TDC's fordel er, at de kan slippe af med flest medarbejdere. Det næste mobilselskab, som indgår kontrakt med Ericcson kan ikke slippe af med lige så mange medarbejdere (...) fordi selskabet i forvejen har overtaget TDC's medarbejdere," siger teleanalytiker John Strand, Strand Consult
Cirka 220 TDC-medarbejdere flytter med arbejdsopgaverne til Ericsson. Vilkårene for de overflyttede medarbejdere er sikret i aftalen, og de får "mulighed for personlig og faglig udvikling i en branche i vækst og med et internationalt perspektiv", lover TDC.
Ericssons koncernchef, Carl-Henric Svanberg, udtaler om partnerskabsaftalen:
"For os er aftalen helt på linje med Ericsson's strategi inden for managed services, og netop ansvaret for at drive og udbygge TDC's mobilnet kombineret med medarbejdernes viden og kompetencer bliver byggestenene for ekspansion og vækst i det nordiske marked."
Ericsson har i forvejen over 100 lignende aftaler over hele verden, men managed service-aftalen med TDC er et afgørende gennembrud for Ericsson i Norden.