For fire år siden solgte krypto-pioneren Phil Zimmermann sit berømte program Pretty Good Privacy (PGP) til Network Associates. PGP findes stadig på nettet i gratis versioner, men hvis man ønsker udvidet funktionalitet og support - eller hvis man anvender programmet i et firma - skal man betale for en kommerciel version.
Det ser imidlertid ikke ud til, at det er nogen særlig god forretning at sælge kommercielle PGP-licenser. Network Associates har netop meddelt, at man har besluttet sig til at afhænde sine PGP-produkter samt Gauntlet firewall-systemet.
Softwarefirmaet vil ikke fortælle, om man er tæt på at finde en køber, men siger at der er kommet flere henvendelser. Nogle af produkterne fra PGP divisionen bliver lagt ind under McAfee-divisionen, men det inkluderer ikke kerneproduktet, PGP-krypteringsprogrammet.
Network Associates' beslutning om at trække sig ud af markedet for kryptering kommer på et tidspunkt, hvor krypterings-teknologi er kommet i søgelyset som et muligt terrorist-værktøj efter terrorangrebet den 11. september. En talsmand for firmaet afviser dog overfor Wired News, at beslutningen er politisk motiveret.