I det uroplagede Iran er politiet nu begyndt at fjerne og ødelægge satellitmodtagere hos private. Det sker for at forhindre, at iranerne henter deres nyheder fra udenlandske tv-stationer, som ligger uden for regimets kontrol. Det melder en tysk menneskerettigheds-organisation, som fortæller at befolkningen nu kun har internettet som uvildig informationskilde – og dette medie er også underlagt streng censur.
Alle landets internet-udbydere er forbundet med resten af verden gennem et centralt knudepunkt hos det statslige iranske teleselskab TCI. Her har man installeret et snedigt overvågningssystem leveret af Nokia Siemens Network, et joint-venture mellem tyske Siemens og finske Nokia. Her kan man følge den enkelte brugers bevægelser rundt i cyberspace, registrere den elektroniske kommunikation og blokere for uønsket indhold.
Et par forkerte ord i en e-mail kan hurtigt føre til, at politiet banker på døren. Det menes at mindst 41 journalister, fire bloggere og en fransk studerende er fængslet lige nu i Iran, fordi de har sendt billeder og nyheder om de politiske demonstrationer ud af landet.
I nabolandet Irak har regeringen også luftet planer om at indføre internet-censur. Her ønsker man at blokere for adgang til pornografisk og andet anstødeligt indhold, pengespil og sider med ekstreme politiske holdninger. Landets internet-cafeer skal også tvinges til at registrere sig.