Logologic-A.worm er et såkaldte "proof of concept". Det betyder, at ormen er skrevet for at bevise, at det kan lade sig gøre at udvikle en orm i sproget Logo. Men den er ikke farlig. Sikkerhedsfirmaet Telia Security Group vurderer ormens risikopotentiale som "lavt".
Hos Telia Security Group mener man ikke, at denne nye orm vil blive vidtspredt. Den kan kun køre, hvis SuperLogo er installeret på pc'en, ligesom en stiangivelse i ormenkoden, der placerer viruskoden i startmappen, sætter en grænse for spredningsmulighederne på pc'er med den danske Windows-version.
Logo er et populært programmeringssprog, som bruges på flere uddannelsesinstitutioner i USA som introduktion til programmering. Logo-applikationer - og den nye orm - kan kun køre, hvis programmet SuperTron er installeret i forvejen.
Telia Security Group advarer mod e-mails med emnelinien "Hey friends!" og teksten " Hello! Look at my new SuperLogo program! Isn't it cool?". Ormen ligger skjult i en vedhæftet fil, som bærer navnet logic.lgp.
Hvis ormen bliver afviklet åbnes et vindue med indholdet: "Logic, the Logo worm (c) Gigabyte". Den bruger chatprogrammet mIRC og adressebogen i Outlook til at sende sig selv videre.