Gennem nytegning og køb af eksisterende aktier har Navision overtaget 35 pct. af aktiekapitalen i det lille danske softwareselskab Celenia Software. Firmaet beskæftiger 13 medarbejdere, som udvikler software til styring af kunderelationer - det såkaldte Customer Relationship Management (CRM).
Navision fortæller, at selskabet har en option på at købe resten af aktierne, og Celenia Software's hidtidige ejer har en option på at sælge aktierne. Prisen for aftalen er ikke offentliggjort.
Celenia Software har udviklet en stor del af den CRM-funktionalitet, der i dag er integreret i
Navision Attain og Navision Financials. Firmaet sælger også løsningen Payment Management.