Apple-aficionados foretrækker at gå i støvler eller sandaler, de kan lide moderne kunst og kører hellere Vespa end Harley. Pc-ejere er til beige køkkener og kan lide at arbejde med tal og de synes mindre godt om deres udseende end Apple-folk.
Det er analysefirmaet Hunch der har spurgt 76.000 netsurfere om, de identificerer sig selv som en Mac eller Pc-person. Hunch understreger, at de ikke spørger, hvilken computer vedkommende ejer. 31 procent siger 'I'm a Mac', 48 procent identificerer sig selv med pc, og 21 procent har svært ved at se sig selv som en computer.
Herefter er de adspurgte blevet bedt om, at besvare en række spørgsmål. For eksempel om, hvilken kunstgenre de foretrækker. Her er Mac-folk 88 procent mere tilbøjelige til at vælge moderne kunst, mens pc-ejere er 50 procent mere tilbøjelige til at vælge et billede af hunde der spiller poker.
Der er dobbelt så stor sandsynlyghed for at finde en pc-ejer i tøjsektionen i Føtex, mens der er dobbelt så stor sandsynlighed for at finde en Mac person i en lille fiks tøjbutik. En overvægt af pc-folk foretrækker en firhjulstrækker, mens Mac-folk hellere vil ses i en Mini Cooper. Pc-ejere hælder i øvrigt 37 procent mere til tegneserien Dilbert end Mac-folk.
Hunch betragter ikke selv rapporten som videnskabelig valid, men mere som en morson indikation. I konklusionen hedder det:
"Mac-folk forsøger at skille sig ud fra mængden. Det gør de ved at associere sig selv med mennesker, objekter, design og medier der hjælper dem med at udtrykke deres individuelle identitet. Pc-folk er teamplayers, der foretrækker det praktiske over det teoretiske og foretrækker god solid familieunderholding over indsigtsfulde kommentarer om samfundet."
Her er hele undersøgelsen.