En gruppe Xbox-hackere oplyser, at de har fundet en metode til at køre Linux på Xbox uden en mod-chip.
De offentliggør metoden, hvis Microsoft ikke vil i dialog med dem vedrørende en officiel Microsoft-signeret Linux boot loader.
Hackerne har rettet henvendelse til nyhedstjenesten ZDNet Australia med deres krav efter, at gentagne forsøg på at komme i kontakt med Microsoft er slået fejl. Gruppen har bedt om at være anonym.
Hackerne oplyser, at de ønsker, at Microsoft skal udgive en Linux boot loader, der gør det muligt at køre med open-source operativsystemer på konsollen.
Imødekommer Microsoft gruppens krav, vil det ikke være muligt for brugerne at anvende piratkopierede spil til konsollen. Hvis ikke Microsoft indvilliger i gruppens krav, vil den offentliggøre, hvordan det er muligt at få Linux til at køre på Xbox med den sideeffekt, at det bliver muligt at bruge piratkopierede spil.
Sårbarheden, der gør det muligt at køre Linux på Xbox, afsløres i løbet af kort tid, hvis ikke Microsoft reagerer på gruppens krav.
Microsoft oplyser, at sagen i øjeblikket er til behandling i selskabets særlige antipiratdivision.