Fremover skal internetudbydere ikke bare kunne støvsuge nettet for populære domænenavne som journalist.dk, it.dk, bank.dk og fodbold.dk. Et udvalg nedsat af videnskabsminister Helge Sander foreslår således at det skal være slut med at hamstre domænenavne.
Det såkaldte domæneudvalg med højesteretsdommer Jon Stokholm i spidsen foreslår, at der indføres lovgivning for at styrke sikkerheden omkring domænenavne på internettet. Området administreres i dag af Dansk Internet Forum (DIFO).
Udvalget foreslår - som noget nyt i forhold til de regler og forretningsbetingelser, som er gældende for DIFO i dag - at der indføres regler om god skik på domæneområdet, og at det forbydes at hamstre domænenavne.
Samtidig foreslår udvalget, at der skal gennemføres udbud for at udpege administratorer af domænenavne. Dermed skabes der juridisk klarhed omkring, hvorledes domænenavne fremover skal administreres.
Videnskabsminister Helge Sander har netop modtaget domæneudvalgets betænkning.
»Jeg er meget optaget af at styrke sikkerheden omkring internettet, herunder også at sikre et juridisk sikkert udgangspunkt for administrationen af adresser og såkaldte domænenavne på nettet. Og mange virksomheder har jo haft store problemer med spekulanter, der har hamstret adresser, de bagefter ville sælge til ublu priser. Så jeg vil studere udvalgets forslag med stor interesse, inden vi i regeringen tager stilling til forslaget om lovgivning,« siger Helge Sander.
Han nedsatte udvalget i foråret netop for at få belyst administrationen af de danske domænenavne på internettet.