Dell's nye WebPC er firmaets bud på en slank og veldesignet pc, der ikke giver køb på den funktionalitet, som vi kender fra fuldblods-pc'ere, men heller ikke skræmmer nye brugere med et overflødighedshorn af valgmuligheder. Farvekodede kabler, lettere tilslutning af tastatur og mus og en knap, der skaber direkte forbindelse til support-servicen, skal gøre det lettere for nye brugere at komme igang med pc'en. En model med en 433 MHz Celeron processor, 15" skærm, et års Internet-adgang og en HP printer sælges for $999.
I den anden ende af spektret kan man købe en WebPC med en 500 MHz Pentium III processor og en fladskærm for $2.399.
Den nye model skal konkurrere med Compaq's iPaq, HP's ePC og naturligvis Apple's iMac. Fælles for alle nævnte modeller er, at de hverken indeholder ISA-slots eller diskettedrev.