Sidste år kom Intel ud med sine hurtige Core i7 processorer til desktop-computere, men de er prissat så højt, at de næppe er interessante for mainstream-pc-brugere. Nu har Intel lanceret tre nye, billigere processorer. Der er tale om to nye Core i7 800 processorer og den første Core i5 model.
De nye ”Lynnfield” processorer skal give Intels Core-platform sit gennembrud på massemarkedet. Den nye Core i7 870 med 2,93 GHz koster 562 dollar, mens Core i7 860 med 2,8 GHz er prissat til 284 dollar. I den billige ende kommer Core i5 750 med 2,6 GHz, som koster 196 dollar.
I forhold til de gamle Core i7 900 processorer er der mindre tekniske ændringer, herunder at de nye processorer kun understøtter double channel-hukommelse i stedet for triple channel i de gamle modeller.
Intel har også fjernet understøttelsen for Hyperthreading, der fordobler antallet af tråde som processoren kan behandle.
De nye processorer kræver et bundkort med Intels P55 Express chipsæt. Her er der understøttelse for flere parallelle grafikkort ligesom i det gamle X58-chipsæt, men man kan kun anvende ét grafikkort med fuld 16x PCI Express hastighed – med to kort falder båndbredden til 8x.
Blandt dagens produktnyheder fra Intel er også en lavenergi server-processor, Xeon L3426, som har et TDP på 45 watt.