Hvert år kårer Wired de bedste eksempler på varm luft i it-branchen - produkter, som er annonceret under stor fanfare, men aldrig har fundet vej til markedet. På året liste over annoncerede produkter, som ikke kan købes (endnu), findes flere gengangere fra sidste år, deriblandt spilkonsollen Phantom Game Console fra Infinium Labs, som angiveligt ikke består af andet end et par gamle pc'er i en camoufleret Xbox.
På andenpladsen kommer Mac-emulatoren CherryOS, som skal gøre det muligt at køre Mac-programmer på en Windows-maskine med op til 80 procent af ydelsen på en original Mac-computer. CherryOS blev sat til salg på nettet for 50 dollar, men interessen var så stor at serverne gik ned, og siden har det været umuligt at få fat i programmet.
Microsofts styresystem Longhorn, som oprindelig skulle være udsendt allerede i 2004, er også med på listen, ligesom den mobile digitale videoafspiller TiVoToGo og ATI's Radeon X800 grafikkort.
Hverken Apple eller Intel kunne tilfredstille Wired's læsere i 2004. Apple har ikke formået at lancere en G5-processor med 3 GHz - som ellers blev annonceret allerede i 2003 - og Intel har helt aflyst sin Pentium 4 med 4 GHz.
Spil som Gran Turismo 4 og Team Fortress 2 findes også på listen, mens Half-Life 2 klarede springet fra vaporware til årets mest solgte spil.