Bill Gates annoncerede sidste år en helt ny teknologi, kaldet ClearType, der skulle forbedre tekstens skarphed og kontrast på pc-skærmen. Trods beskyldninger om, at teknologien er stjålet fra Apple, har Microsoft nu valgt at integrere teknologien i et nyt produkt, Microsoft Reader, der ifølge firmaet kan levere en læseoplevelse, som svarer til papirmediet.
Beskrivelsen af det nye program, der findes på http://www.microsoft.com/reader/, minder om Adobes Acrobat Reader, men funktionaliteten går længere end til blot at fremvise teksten. Microsoft Reader indeholder en biblioteks-funktion, der kan gemme og forvalte store mængder af artikler og elektroniske bøger.
Et kopisikrings-system skal overbevise forlag om, at det er sikkert at publicere deres værker elektronisk. Microsoft Reader indeholder en indbygget ordbog og det er muligt at sætte bogmærker, skrive kommentarer og fremhæve dele af teksten. Programmet bliver sendt ud i starten af år 2000, ikke overraskende kun i en version til Windows.