Adobe Premiere 6.0 er en løsning til digital videoredigering, som understøtter flere af de mest populære formater til streaming webvideo. Den nye version kan bl.a. eksportere video som Microsoft WindowsMedia, RealVideo eller Apple QuickTime.
Blandt nyhederne er individuel tilpasning af brugerfladen, et vindue til storyboard, indbygget styring af DV-udstyr og automatisering af timeline. Programmet indeholder flere nye Internet-relevante funktioner, bl.a. "web markers", som giver mulighed for at vise HTML-sider på bestemte steder i videofremvisningen.
Programmet kan købes fra første kvartal 2001. Prisen for en fuld version bliver omkring 7.000 kr., mens opgradering fra tidligere versioner kommer til at koste ca. 1.875 kr.