En storm af klager har ramt Apple mindre end en uge efter, at de lancerede den sidste nye version af iTunes. Musik-portalens version 7.0 er sendt alt for tidligt på markedet, mener de vrede brugere.
Det problem, de fleste brugere klager over, er dårlig lyd, men mange klager også over, at programmet fryser eller bare lukker ned. Samtidig mener folk, at den nyeste version er for langsom på grund af store ressourcekrav.
De mange klager er dog ikke det eneste problem Apple har haft de sidste par dage. Allerede få timer efter at den nyeste version af iTunes var på nettet, var kopibeskyttelsen brudt. Kort tid efter blev programmet QTFairUse, som er designet til at fjerne kopibeskyttelsen, lagt på nettet i en ny version.