Det næststørste danske teleselskab, Sonofon, kommer nu komplet i norske hænder. Telenor, som allerede ejer 53,3 procent af selskabet, har underskrevet en aftale med amerikanske BellSouth om at overtage den resterende ejerandel på 46,5 procent.
Prisen for aktierne er 3,05 milliarder kroner kontant, som svarer til en aktieværdi på 6,55 milliarder kroner.
»Overtagelsen er i tråd med Telenors strategi. Vi ønsker at tage kontrol der, hvor det er muligt og finansielt ønskeligt, og trække os ud af operationer der, hvor vi ikke kan eller ønsker at opnå kontrol,« siger vicekoncernchef og leder af Telenor Mobile, Arve Johansen.
Ved udgangen af september havde Sonofon en nettogæld på 3,4 milliarder kroner. Selskabet er den næststørste mobiloperatør i Danmark med en markedsandel på 24 procent målt i antallet af abonnementer.
»Telenor tror, at der er muligheder for yderligere driftsmæssige forbedringer, og vi anslår synergierne mellem Telenors mobiloperationer i Skandinavien til i overkanten af én milliard NOK beregnet på NPV basis,« siger Telenors konsernchef, Jon Fredrik Baksaas.
Aftalen skal først godkendes af de danske myndigheder og EU. Det ventes at overtagelsen kan gennemføres i første halvdel af 2004.