Softwareudgiveren Valve, der sikkert er bedst kendt for de populære spil Half-Life 2 og Counter-Strike, fortæller at download-netværket Steam netop har rundet 13 millioner brugere. Steam er oprindelig udviklet for at levere opdateringer til Valves multiplayer-spil, men tjenesten fungerer i dag som en platform, hvor andre udgivere og små uafhængige softwareudviklere kan sælge deres produkter som digitale downloads.
Og det fungerer rigtig godt, hvis man skal tro Valve, som oplyser at Steam-brugere nu kan vælge mellem 150 forskellige spiltitler. Desuden er Steam-netværket brugt til at levere mere end 2.500 opdateringer til eksisterende spil. Selv pladskrævende spil som Half-Life 2 kan købes og downloades gennem tjenesten, hvis man ellers råder over en hurtig netforbindelse, for det tager sin tid at hente de store filer.
Valve er ikke de eneste, der har opdaget, at spil kan sælges direkte over nettet. Både Microsoft, Sony og Nintendo har startet online-spilnetværk, der skal understøtte deres respektive konsoller.
Microsoft tilbyder lidt ældre og simple spil gennem sin Xbox Live tjeneste, hvor de enkelte titler typisk koster under 100 kroner. Forleden blev en betaversion af Halo 3 gjort tilgængelig for Xbox-brugere over nettet, og ifølge Microsoft har tusindvis af spillere hentet demoen.
Sony og Nintendo sælger ligeledes »klassikere« med simpel grafik, der ikke fylder så meget og dermed heller ikke tager så lang tid at downloade.
En talsmand for Microsoft siger til BBC, at de langsomme internet-forbindelser hos mange brugere og spillenes filstørrelser, som vokser hele tiden, sætter begrænsninger for den digitale distribution.
Microsoft mener derfor, at spil også i lang tid fremover vil blive solgt på dvd'er - eller hvad de fysiske medier nu hedder til den tid.