Det er den hidtil mest invasive overvågning, som EU har indført.
Den skrappe betegnelse giver, Peter Hustinx, europæisk databeskyttelsesovervåger (EDPS), den omfattende og omdiskuterede overvågning, som teleselskaber konstant må byde deres kunder.
Nu lader det til, at overvågning bliver ændret, eftersom den ansvarlige EU-kommissær, svenske Cecilia Malmström, netop har bebudet, at hun i foråret vil foreslå tilføjelser til logningsdirektivet. Hun vil ikke afskaffe direktivet, slår hun fast. Overvågning af teleopkald og internettrafik er kommet for at blive, sagde hun i en tale ved en konference i Bruxelles fredag. Overvågningen er brugbar i kampen mod alvorlig kriminalitet, siger den liberale politiker. Men reglerne skal begrænses til det nødvendige, proklamerede hun. Det skal også sikres, at landene ikke misbruger overvågningen.
Kommissæren vil fremlægge resultatet af en evaluering til næste forår, og derefter vil hun så tidligt som muligt foreslå ændringer i direktivet.
Invasion, siger databeskytter
I Danmark er det den omdiskuterede logningsbekendtgørelse, der pålægger internetudbyderne den omfattende overvågning.
Bekendtgørelsen fra Justitsministeriet er en implementering af et EU-direktiv, logningsdirektivet, som blev udvidet for fire år siden i kølvandet på terrorangreb. Reglerne dikterer, at alle europæiske internetudbydere skal logge internettrafik, opkald og sms-beskeder.
Overvågning er den mest massive invasion, både i antal borgere, som overvågning dækker, og omfanget af informationer, siger databeskytteren Peter Hustinx, der ansat af EU til at overvåge databeskyttelsen.
Derfor, mener Peter Hustinx, bør EU-Kommissionen bevise i evalueringen, at overvågningen virkelig er nødvendig. Han efterlyser, hvad han kalder for "sandhedens øjeblik" for direktivet.
Han siger samtidig, at nye EU-regler for overvågning bør slå fast, at myndighederne kun kan bruge informationerne til at bekæmpe alvorlig kriminalitet, såsom terror.
I juli sagde et flertal af de danske partier ifølge Dagbladet Information, at de er villige til gøre samfundets overvågning knapt så nærgående.
Omkostningerne for iværksættelse af logningsbekendtgørelsens regler i Danmark blev i sin tid vurderet af telebranchen til mellem 100 og 200 millioner kroner.