Med et enormt arsenal af overvågningskameraer er englænderne allerede vænnet til at blive kigget over skulderen. Men nu får overvågningen et ekstra lille nøk.
En gruppe elever skal på forsøgsbasis have indsyet de såkaldte RFID-tags i skoleuniformen. De små chips skal for eksempel registrere elevernes færden, så læreren automatisk kan registrere, at eleverne er fremmødt.
Det er også meningen, at de små digitale sladderhanke skal holde eleverne væk fra bestemte områder på skolen.
Graham Wakeling, der er lærer på skolen, afviser, at skolen har tillagt sig Big Brother-lignende opførsel. Men eksperimentet har selvfølgelig skabt debat.
Foreningen Leave Them Kids Alone, der protesterer mod, at mange engelske skoler i øjeblikket tager fingeraftryk af eleverne, er også kritisk over for RFID-eksperimentet.
»Det er noget, som vi plejer at gøre ved fængselfanger, der er på prøveudgang. Det er oprørende,« siger David Cleater fra foreningen.
Forsøget foregår på Hungerhill School i Doncaster i South Yorkshire. De 10 medvirkende elever går i secondary school, der svarer til anden halvdel af den danske folkeskole. Eleverne medvirker frivilligt.