Den nye Blue Waters supercomputer hos University of Illinois Urbana-Champaign bliver verdens hurtigste, når den efter planen står færdig i 2011. IBM skal levere supercomputeren, som har en teoretisk maksimal ydelse på 10 petaflops. De hurtigste supercomputere i dag ligger mellem 1 og 2 petaflops.
IBM vil bruge sin nye Power7 processor i Blue Waters. Power7 kommer til næste år og den skal kombinere IBMs Power-arkitektur med funktioner fra Cell-processoren, som blandt andet anvendes i Playstation 3 og Roadrunner supercomputeren. Power7 processoren skal muligvis også bruges i en kommende PS4.
Denne nye processor indeholder otte kerner, som hver er i stand til at afvikle fire tråde samtidig - altså 32 tråde i alt. Intels Xeon-processorer kan typisk kun afvikle to tråde per kerne.
IBM bruger også en ny hukommelsesteknologi kaldet ED-RAM, der skal holde det totale transistor-tal i processoren nede på "kun" 1,2 milliarder.
Taktfrekvensen for Power7 kommer til at ligge mellem 3 og 4 GHz, hvilket er mindre end den foregående Power6 chip, der kørte med 5 GHz. IBM fortæller at man har opnået en højere ydelse ved at skrue ned for taktfrekvensen og i stedet optimere hukommelsen og kernerne. IBM har desuden integreret en hukommelses-controller direkte i processoren.
Blue Waters skal bruge vandkøling til at holde temperaturen nede. Teoretisk set skulle det være muligt at forbinde 16.384 Power7-chips med en samlet teoretisk ydelse på 16 petaflops, men IBM mener selv at 10 petaflops er mere realistisk.