En vred trafikminister er klar til at droppe flere års arbejde og de mere end 700 millioner kroner, som trafikselskaberne indtil videre har puttet i Rejsekortet, siger han til Jyllands-Posten.
Hvis ikke konsortiet East-West Denmark kan give grønt lys for projektet den 1. december, så skal det lukkes ned.
Ministeren har bedt konsulenthuset Gartner vurdere, om Rejsekortet i sin nuværende form er klar til brug. Det bekræfter konsulenterne, og derfor vil ministeren havde Rejsekortet bredt ud og på skinner hurtigst muligt.
Ministeren vil have kortet funktionelt i hele landet inden udgangen af 2012.
Hvem skal have hvad?
Selv om Rejsekortet kun bruges af nogle få hundrede i testområder på Sjælland, så er det ikke selve teknikken, der er Rejsekortets største problem. Kortets udbredelse er hæmmet af, at DSB og de lokale trafikselskaber mangler at blive enige om, hvordan rejserne skal afregnes mellem dem.
Ifølge trafikminister Hans Christian Schmidt skal danskerne kunne skrotte deres papirbilletter i 2012, men han kan acceptere, at trafikselskaberne først i 2014 får løst alle de afregningsmæssige spørgsmål i mellem dem.
"Det kan ikke passe, at rejsekortet bliver udsat for den ene forsinkelse efter den anden. Derfor er min tålmodighed nu brugt op. Jeg har fået undersøgt, om kortet kan virke, og det kan det. Derfor er det nu eller aldrig," siger Hans Christian Schmidt til Jyllands-Posten.
Den bastante besked om, at Rejsekortet kan være på vej i graven, og at et trecifret millionbeløb kan være spildt, skal dog også ses i lyset af, at ministeren i dag skal redegøre for endnu en tillægsaftale til rejsekortsaftalen. Der er indtil videre lavet fire tillægsaftaler til den oprindelige aftale på grund af forsinkelser, og en femte er på vej. Ministeren vil sandsynligvis gerne udvise handlekraft.
Ministeren har dog tidligere taget sagen i egen hånd og bremset ufærdige projekter. Tidligere på året lukkede han DSBs mobile eventyr få dage efter, at han blev gjort opmærksom på, at DSB ville samarbejde med et mobilselskab om at tilbyde taletid til de rejsende.